”Design er et positivt tab af kontrol” - mød Christian Bason

Direktør i Dansk Design Center, Christian Bason, tilførte ledelsesstilen i offentlige organisationer nogle spændende og designorienterede perspektiver, da han gæstede CFIAs første "Innovationsbooster".

Tanken om at trække designere ind i det pædagogiske felt, for at lave gennemgribende forandringer og designe en mere meningsfuld arbejds- og hverdag på handicapcenteret Skansebakken i Vejle Kommune, lyder måske som en udfordring set fra et ledelsesperspektiv.

Ikke desto mindre var det, hvad man i designeksperimentet "Design af Relationer" gjorde for år tilbage. Eksemplet blev af Direktør i Dansk Designcenter, Christian Bason, diskuteret i forbindelse med CFIAs nye koncept ”Innovationsbooster”, hvor nogle af de mest dagsordensættende personer inden for innovation og designtænkning løbende vil holde inspirationsoplæg.

Christian Bason åbnede her op for Innovationsboosteren med sit oplæg om ”design- og innovationsledelse” foran halvfjerds ledere i Aarhus Kommune.

En ønsket fremtid
Eksemplet fra Skansebakken opstod i forlængelse af Christian Basons oplæg om, hvordan koblingen mellem ledelse og designs eksperimentelle praksis kan indfri de mål, man som leder sætter sig.

I designtænkningen er den brugercentrerede og eksperimentelle tilgang en investering på vejen mod at skabe ”en ønsket fremtid” for organisationen. I denne proces er det desuden vigtigt, at den dobbelte værdi holdes i fokus. Altså løsninger hvor både medarbejdere og slutbrugere tænkes tidligt ind i processen, således at forbedringerne ved innovation ét sted ikke bliver på bekostning af andre felter.  

Afprøv ideerne før malingen tørrer - fra Christian Basons oplæg  

Accepter udfordringen
Men for at komme dertil hvor løsninger bliver designet i balance mellem de eksisterende begrænsninger og alligevel rammer modtagerne- og medarbejdernes behov, kræver det, at lederen er indstillet på at blive udfordret på sine egne antagelser og vil skabe rum for til udforskning og afvigelser længe nok.

For som Christian Bason medgav, indebærer designtænkning inden for ledelse på mange måder et tab af kontrol. Men som han tilføjede: ”Ofte et positivt tab af kontrol.”

Hør Christian Bason fortælle om designledelse
Christian Bason from CFIA on Vimeo.