CFIA indgår samarbejde med NESTA

Hvad har betydning for, at vi som organisation lykkes med at skabe en ønsket forandring med vores innovationsindsatser? Vi har allieret os med NESTA, en af verdens førende eksperter på feltet, for at høste nogle erfaringer fra de bedste praktikere i verden indenfor offentlig innovation.

I CFIA arbejder vi med innovationskapacitet som en central driver for at lykkes med at realisere den ønskede effekt i de tværgående indsatser. I 2018 sætter vi styrket fokus på dette. Vi ønsker at stille skarpt på, hvordan vi som tværgående innovationscenter kan skabe en større forståelse af og systematik omkring arbejdet med innovationskapacitet. Derfor har CFIA indgået et samarbejde med engelske innovationstænketank NESTA, og programmet States og Change.

NESTA er en global innovationstænketank, som blandt andet har initieret programmet ”States of Change - Building the next generation of public innovation”. I samarbejde med innovationspraktikere fra lande som Canada, UK, Australien og Finland arbejder de i fællesskab med bl.a. at udvikle og teste nye samarbejdsformater og metoder til at opbygge innovationskapacitet i offentlige organisationer.
Se mere om programmet States of Change og NESTA

I CFIA glæder os til at lære af NESTA og partnerkredsen i programmet States of Change. Første step i samarbejdet er et åbent arrangement ”Morgenmad med Mening”, hvor Jesper Christiansen, Head of Strategy & Development, Innovation Skills i NESTA, holder et oplæg om vejen til ny forandringskapacitet i det offentlige og giver indblik i erfaringerne i programmet. Det næste skridt er, at CFIA får adgang til sparring og noget af den viden og metoder der oparbejdes i ”States of Change” programmet, og vi er med til at teste nogle værktøjer for at kunne arbejde mere systematisk med opbygning af innovationskapacitet i Aarhus.