Design og innovationsledelse med Christian Bason

Vil du som leder udløse din organisations skaberkraft?
... Så bør du engagere dig med design. Det er en af de grundlæggende pointer i Christian Basons bog FORM FREMTIDEN. 

Vi har i Center for Innovation i Aarhus gjort et scoop og allieret os med én af Danmarks førende eksperter på innovation, ledelse og design. Christian Bason er en efterspurgt foredragsholder og inspirerer og rådgiver erhvervsledere og regeringer nationalt og internationalt. Nu kigger han forbi Aarhus Kommune. 

Vi inviterer derfor ledere i Aarhus Kommune til en inspirerende innovationsbooster om ledelse af innovation. Som deltager modtager du bogen FORM FREMTIDEN, som danner udgangspunkt for arrangementet.  

 

Innovationsboosteren løber af stablen:

Tirsdag d. 31.01.17, Kl. 12.30 - 15.00

I Center for Innovation i Aarhus, DOKK1

Ønsker du at tilmelde dig? Send en mail til cfi@aarhus.dk

 

OM ARRANGEMENTET / 

Denne innovationsbooster har til formål at stille skarpt på, hvilken rolle ledelse spiller i innovationsprocesser, samt hvordan ledere kan understøtte det innovative arbejde positivt. 

Hvordan kan du som leder skabe tilstrækkeligt med rum for forandring? Hvordan håndterer du som leder divergente processer, der øger antallet af mulige og relevante løsninger? Hvordan kan beslutningskraft kombineres med innovationsprocesser, der netop ikke lukker mulighederne for nytænkning for tidligt? Og hvordan kan du som leder navigere i det ukendte og understøtte dine medarbejdere i det samme? 

Det er blandt andet nogle af de forhold, som Christian Bason vil fortælle om samt give inspiration til. 

 

OM FOREDRAGSHOLDEREN / 

Christian Bason er administrerende direktør for Dansk Design Center. Fra 2007 til 2014 var han chef for MindLab, hvor han bidrog til at udbrede design som metode til policy- og serviceinnovation i den offentlige sektor. Fra 1998 til 2006 var han konsulent og Business Manager i Rambøll Management med ansvar for rådgivning i organisation og ledelse.

Han har tidligere været formand for EU Kommissionens ekspertgruppe om offentlig innovation, og medlem af EU ekspertgruppen European Design Leadership Board. 

Christian har skrevet en lang række artikler og blogs, herunder ved Harvard Business Review, Stanford Social Innovation Review og Mandag Morgen. Han er forfatter til seks bøger om design, innovation og ledelse, senest Form Fremtiden (2016).

Du kan læse mere om Christian Bason og Dansk Design Center her.