Har du en ide, som løser en væsentlig udfordring?

Med genåbning af innovationsmotoren pr 1. juni er det igen muligt at få innovationsfaglig sparring og op til 400.000 kr. til at teste din ide og gøre den til virkelighed.

Innovationsmotoren er åben for idéer

Har du en ide, som du tænker kan være med til at løse et hjørne af de komplekse udfordringer, vi som kommune og bysamfund står over for?  Så har du nu mulighed for at sende den ind til Innovationsmotoren og få både finansiering og faglig sparring til systematisk at teste og modne den.

Læs om hvordan her

Direktørgruppen har sat retning for innovationen.

Innovationsmotoren hjælper med at modne ideer, som er målrettet de væsentlige udfordringer, som Direktørgruppen har udpeget indenfor følgende seks temaer:

  • Internationalisering
  • Integration
  • Digitalisering & Smart City
  • Samskabelse og frivillighed 
  • Klima
  • Værdi for – og med borgerne

Hjælp til at fremme de gode løsninger

Innovationsmotoren er en ’hjælper’ for dig og alle øvrige ledere og medarbejdere i Aarhus Kommune – her kan vi sammen på en hurtig, enkel og struktureret måde fremme de gode innovationer, så de udvikler sig fra usikre ideer til konkrete løsningsforslag.
Innovationsmotoren skal hjælpe med at styrke innovationskraften i Aarhus Kommune og fremme de gode ideer på tværs af magistratsafdelinger og faglige miljøer. Vi skal undgå, at de gode ideer drukner i hverdagspraksis eller lever i lukkede nicher uden at inspirere andre steder i organisationen.

I CFIA står vi klar til at hjælpe med innovationsfaglig sparring og de konkrete værktøjer. Vi holder bl.a. åbent i innovationsmotor garagen hver onsdag kl. 10-11.30. Kik forbi os på Dokk1 eller book en aftale. Læs mere her.

I løbet af efteråret 2020 kom der 42 forslag ind – heraf er 26 nu på vej til 2. og 3. investeringstrin. Fire forslag er på vej til 3. investeringstrin med mulighed for at få 250.000 kr.: En fælles platform, som giver civilsamfundet lettere adgang til at bruge kommunens faciliteter; brug af kunstig intelligens til at give borgere en hurtigere og bedre serviceoplevelse, når de ringer til Borgerservice; et ’Rehab Lab’, hvor borgeren selv kan designe og 3D printe helt individuelt tilpassede, små hjælpemidler samt en bevillingsmodel for støtte til civilsamfundet, som inddrager og samarbejde med virksomheder.

Læs om innovationsmotoren, de seks temaer og hvordan du selv kommer i gang her.