Udvikling af prototype til daginstitution
Sundhed og velfærd
Børn og Unge, Sundhed og Omsorg
Designsprint / Observationer / Skitsering / Prototyper / Test
Et bedre arbejdsmiljø i daginstitutioner
Når medarbejdere i de aarhusianske daginstitutioner enten leger eller skal hjælpe vores allermindste børn med at få sko og overtøj på, foregår det i gulvhøjde. Det er en arbejdsstilling med ergonomiske udfordringer og et problem, som CFIA i tæt samarbejde med Børn og Unge og Sundhed og Omsorg har forsøgt at løse i et sprintforløb.
OPGAVEN
I daginstitutioner er der en del arbejdssituationer, som forudsætter meget lavtsiddende arbejde, fordi det er dér, de mindste børn befinder sig. De meget lave arbejdsstillinger giver belastninger i særligt lænderyg og knæ, bl.a. fordi der er mange gentagelser af de samme fysiske bevægelser. Den udfordring er også gældende for sundheds- og plejepersonale, som hjælper ældre og folk med handicap.
”Det er essentielt for kontakten og relationen, at vi kommer ned i deres højde”
Pædagog, Børnehuset Jægergårdsgade, Aarhus Kommune
Med økonomisk støtte fra VTU (Velfærdsteknologisk udviklingspulje) har CFIA i et tæt samarbejde med Arbejdsmiljøkonsulent Lene Stevn fra Børn og Unge samt Projektleder Matilde Rodríguez Gammelgaard og Udbudskonsulent Sisse Olsson fra Sundhed og Omsorg skabt en prototype og en række mock-ups, som kan afhjælpe de arbejdssituationer, som kræver uhensigtsmæssige lave fysiske arbejdsstillinger.
METODE OG PROCES
Opgaven og udfordringen var godt afgrænset, og derfor blev det hurtigt besluttet at køre et fire dages innovationssprint med 8 personer med forskellige faglige baggrunde og kompetencer (pædagoger, ingeniør, designere, fysioterapeut). Forud for sprintet var CFIA ude og observere i tre forskellige daginstitutioner. Observationerne blev præsenteret og kvalificeret på dag 1, hvor udfordringen blev udforsket grundigt og nuancerne blev tydelige for hele sprintteamet.
Efter dag 1 lavede CFIA en idé- og samskabelsesworkshop med en gruppe studerende fra Designskolen i Kolding. Det gav input og inspiration udefra og stimulerede til at tænke i helt nye baner.
Dag 2 og 3 gik med at ideudvikle, prioritere i ideerne, konceptualisere og ikke mindst at lave en prototype og fem mock ups.
På den fjerde og sidste dag blev prototype og mock ups testet af seks forskellige pædagoger og en gruppe ledere. I efteråret 2022 skal prototypen også testes blandt sundheds- og plejepersonale.
RESULTAT
Hovedresultatet fra innovationssprintet er en ny type taburet i prototypeform, der både kan komme væsentligt lavere ned ift. nuværende taburetter og som kan hjælpe brugeren op fra stolen. Det giver både færre og mindre foroverbøjninger og meget mindre belastning af knæene. Stolen skal nu videreudvikles i samarbejde med nogle producenter, formentlig i et OPI (offentligt-privat innovationssamarbejde).
Nogle sekundære resultater er fire spændende mock-ups:
- En stå plade, som de motorisk stabile børn kan stille sig op på – og hvor børnene kommer op i de voksnes højde i garderoben. Pladen er designet med fødder der, hvor børnene skal stille sig.
- En støvleknægt der kan hjælpe børnene med selv at tage sko på – frem for kun at hjælpe med at få skoene af.
- Et greb til garderoben, som børnene kan holde fast i, mens de står på det garderobemøbel, der er i de fleste institutioner.
- Et borde bænke sæt som giver forbedret ergonomi udendørs.
Lene Stevn, Arbejdsmiljøkonsulent i Børn og Unge, siger følgende om samarbejdet:
”I fem år før sprintet har vi on/off arbejdet med udfordringen, holdt en workshop i samarbejde med en ekstern, men vi kom aldrig videre end til snakken. Vi havde prøvet alt hvad vi kunne. Vi var ikke kommet videre, hvis ikke vi havde afviklet sprintet. Nu har vi en konkret prototype, som vi kan handle på og komme videre med.”
Lene Stevn, Arbejdsmiljøkonsulent, Børn og Unge.
Alle mock-ups arbejdes der videre med, og de skal testes i small scale i virkelige omgivelser.
Vil du vide mere? Så ræk ud til Sara!
Detaljer
Udvikling af prototype til daginstitution
Sundhed og velfærd
Børn og Unge, Sundhed og Omsorg
2020 - 2022
Cases kategorier
-
Brugervenlighed
(3) -
Byudvikling
(2) -
De Vilde Problemer
(3) -
Digitalisering og teknologi
(1) -
Innovationskapacitet
(7) -
Klima og miljø
(5)