ENTER
Brugervenlighed
Futures Lab, ITK, Borgmesterens afdeling
Behovsanalyse, interviews, brugercentreret design
Udvikling af brugercentreret behovsanalyse for en mere tilgængelig by
For borgere med funktionsnedsættelser er det ofte ikke selve turen gennem byen, der er den største barriere, men usikkerheden forud for den. På vegne af Aarhus Kommunes Tilgængelighedsråd har CFIA gennemført en behovsanalyse, der sætter lys på borgernes egne oplevelser og behov når de skal planlægge en tur ind i byen.
OPGAVEN
Hvordan oplever borgere med funktionsnedsættelser Aarhus som by at færdes i? Og hvilke informationer har de behov for, før de overhovedet begiver sig ud? Disse spørgsmål var omdrejningspunktet for den behovsanalyse, som CFIA har gennemført for Aarhus Kommunes Tilgængelighedsråds projekt Enter.
Enter er et igangværende projekt, der på sigt skal udvikle sig til en platform, som gør det lettere for mennesker med funktionsnedsættelser at planlægge ture i Aarhus. Undersøgelser peger på, at mange borgere med funktionsnedsættelser oplever det som vanskeligt at forudse tilgængeligheden i byrummet. Manglende viden om fx adgangsforhold, pauserum eller parkeringsmuligheder kan gøre det svært at planlægge en rute, og betyder i praksis, at byen bruges i mindre grad end af andre borgere.
Der er derfor et udtalt behov for brugervalideret og opdateret information om tilgængelighedens karakter og niveau i forhold til konkrete funktionsnedsættelser og specifikke lokationer i byen. Samtidig skal informationen kunne præsenteres på en måde, der er meningsfuld og anvendelig for borgeren.
CFIAs rolle i projektet var at gennemføre en behovsanalyse, der kunne give beslutningstagere og projektteamet et solidt, borgernært grundlag for at prioritere og videreudvikle løsningen. Analysen skulle sikre, at den videre udvikling af Enter tager udgangspunkt i borgernes egne oplevelser og behov.
METODE OG PROCES
Behovsanalysen er baseret på individuelle interviews med borgere med funktionsnedsættelser i Aarhus Kommune. I alt deltog 33 borgere, som repræsenterer Tilgængelighedsrådets målgrupper:
- Blinde og svagtsynede
- Personer med nedsat hørelse eller døvhed
- Kørestolsbrugere og gangbesværede
- Borgere med kognitive funktionsnedsættelser
- Udviklingshæmmede
Interviewene blev gennemført både fysisk og online for at imødekomme forskellige behov og præferencer. Processen var forankret i principperne fra brugercentreret design, hvor borgernes perspektiver, erfaringer og prioriteringer danner udgangspunkt for analysen.
CFIA varetog rekruttering af deltagere, planlægning og gennemførelse af interviews samt analyse og sammenstilling af indsigter. Interviewene gav borgerne mulighed for selv at sætte ord på de barrierer, de møder, når de skal bruge byen, og på hvilke informationer der er afgørende for, om en tur opleves som mulig eller uoverskuelig.
Jeg har i 2025 haft stor glæde af samarbejdet med CFIA om Enter-projektet. Jeg oplevede Sara og Amalie som nærværende og kvalificerede, processen blev grebet an med overblik og engagement, og der var et tydeligt fokus på at inddrage slutbrugerne hele vejen. Slutproduktet fremstod meget professionelt, let at forstå og inspirerende. Jeg ser frem til at arbejde sammen med CFIA igen.
Iben Uldahl Søndergard, projektleder for Enter-projektet
RESULTAT
Resultatet er en samlet behovsanalyse, der beskriver de konkrete behov og barrierer, borgere med funktionsnedsættelser oplever i mødet med byrummet. Analysen peger blandt andet på, at manglende information om handicapparkering udgør en væsentlig barriere for flere målgrupper. Derudover fremhæves behovet for viden om adgangsforhold ved butikker og kultursteder, mulighed for pauserum i byen samt information om vejarbejde og midlertidige ændringer i byrummet, gerne før man bevæger sig hjemmefra.
Behovsanalysen har bidraget til at sætte retning for, hvilke behov projektet Enter bør adressere først, og har givet projektets beslutningstagere et grundlag for at prioritere den videre udvikling. Samtidig har arbejdet synliggjort værdien af at lade borgere med funktionsnedsættelser selv definere de udfordringer, de møder, så kommunen kan arbejde mere målrettet og relevant med tilgængelighed i byen.
Vil du vide mere? Så ræk ud til Sara
Detaljer
ENTER
Brugervenlighed, Digitalisering og teknologi
Futures Lab, ITK, Borgmesterens afdeling
2025
Cases kategorier
-
Brugervenlighed
(5) -
Byudvikling
(2) -
Digitalisering og teknologi
(3) -
Innovationskapacitet
(12) -
Klima og miljø
(7) -
Komplekse samfundsudfordringer
(8)
