Unges mentale sundhed og trivsel
De Vilde Problemer
Magistratsafdelingen for Børn og Unge
Missionsorienteret innovation, design probes, vox pop, fokusgrupper, interview, workshops, desk research, co-creation
Inddragelse af unge i forståelsen af unges stigende mistrivsel
Unges mentale sundhed og trivsel er afgørende for Aarhus som by og kommune. Derfor er udfordringen udpeget som et af de vilde problemer vi beskæftiger os med. Metodisk kalder de vilde problemer på at involvere dem, der er berørt af udfordringen, de unge, men hvordan samles vi om en fælles mission for at øge trivslen?
OPGAVEN
Aarhus Kommune arbejder med seks komplekse samfundsudfordringer - de vilde problemer. De har ikke én ejer eller løsning, men mange, hvilket kalder på nye metoder, mobilisering af interessenter og systemforandring.
Du kan læse mere om CFIA’s arbejde og strategiske involvering i alle seks vilde problemer her
Magistratsafdelingen for Børn og Unge i Aarhus Kommune arbejder med det vilde problem ’Unges mentale sundhed og trivsel’. Som innovationspartner understøtter CFIA projektteamet med vores innovationsfaglighed.
Indledningsvis måtte vi forstå hvilke mekanismer, der påvirker de unges mentale trivsel eller skaber barrierer for at finde løsninger, samt forstå hvilke drømme de unge har for fremtiden. Sammen med projektteamet udviklede og faciliterede CFIA derfor dialogformater, der engagerede de unge, fageksperter, civilsamfund, kommunale medarbejdere og eksterne aktører.
Dette arbejde har skabt grundlaget for missionen, som Aarhus Kommune sammen med andre relevante aktører, kan arbejde ind i for at bedre unges trivsel:
”Vores mission er, at alle unge i fremtiden trives, og at vi er fælles om unges mentale sundhed og trivsel. De unge skal i fremtiden opleve at blive hørt og set, som dem de er, og være en del af frirum og fællesskaber. De unge skal i fremtiden have redskaberne til at komme igennem svære perioder af ungdomslivet. Det er blevet nemt at snakke med venner og familie om behovet for hjælp og støtte, og de unge oplever at få hurtig hjælp, fordi de ved, hvor hjælpen og støtten er. I fremtiden er skole- og uddannelsessystemet designet, så det fremmer trivsel for alle unge.”
Center for Innovation har været en uvurderlig støtte i arbejdet med at fremme unges mentale sundhed og trivsel. […] De har bidraget med deres ekspertise til at udvikle centrale redskaber og deres dialogbaserede tilgang sikrer, at man føler sig inddraget og hørt.
Iben Sand Olesen, projektleder, Børn og Unge
METODE OG PROCES
Indledningsvis indsamlede vi viden om problemets kerneårsager gennem desk research og ekspertinterviews. Mønstergenkendelse af dataene pegede på, at oplevet præstationspres, acceleration og psykologisering, i stigende grad påvirker unges mentale sundhed og trivsel negativt.
Vi brugte kreative og taktile greb til at forstå problemet, definere mulighedsrum og forme missionen. For eksempel afholdt vi en workshop hvor de unge brugte pomponer, skum, vat og sandpapir til at udtrykke hvilke følelser de oplevede i deres hverdag. Vi fandt bl.a. ud af, at der skal være fokus på at støtte de unge i at mestre livet, have deres mentale sundhed og trivsel som et fælles anliggende og øge trivslen i skole og uddannelse.
Mulighedsrummene er grundlaget for missionen og de prøvehandlinger, der vil realisere den. For at finde ud af hvordan vi kan arbejde ind i mulighedsrummene inviterede vi ind til et fremtidsværksted. Her skrev, tegnede og klippeklistrede unge og andre interessenter sig til fortællinger om de forandringer, de drømte om for unges trivsel i fremtiden.
Derudover lavede vi fokusgruppeinterviews, gik på gaden med en vox pop, der byttede karameller for holdninger og stillede en selvfaciliterende design probe op på Fairhuset. Alt sammen for at tale med flest mulige unge om trivsel og de barrierer, man som ung kunne have overfor de trivselsinitiativer, der allerede findes eller kunne skabes.
Samtidig fungerede disse aktiviteter som et kontinuerligt mobiliseringsspor, der understøttede projektprocessens udforskning af problemforståelsen, dens mulighedsrum, missionsdannelsen og idégenerering. Et spor, som vi vil fortsætte med at trække på i udviklingen af prøvehandlinger.
Det er jo sådan lidt noget klippe-klistre-agtigt og det gør vi jo ikke længere. Det var virkelig en god måde at dykke lidt ned i, hvordan jeg egentlig har det. Jeg kom i kontakt med mine følelser.
15-årig workshopdeltager
RESULTAT
De forskellige måder at gå i dialog med de unge og andre interessenter på, har fremhævet det vilde problems mange nuancer og skabt fremdrift i projektet. Den øgede viden om de unges fremtidsdrømme og holdninger til det eksisterende, er pejlemærker for det videre arbejde.
Mange af deltagerne tilkendegav, at de oplevede at blive hørt og taget alvorligt, fordi de kreative og taktile inddragelsesmetoder gjorde det nemmere at dele deres viden og følelser. Mange af dem vil derfor gerne deltage i flere aktiviteter, hvormed vi har fået mobiliseret et felt af aktører, vi kan videreudvikle missionen sammen med.
Du kan også læse om det vilde problem om klima eller om sundhed.
Center for Innovation […] har bidraget med ekspertise indenfor mobilisering, indsigt- og idéudvikling. CFIA faciliterede blandt andet fremtidsværkstederne med unge, civilsamfund og medarbejdere. Center for Innovation en kompetent samarbejdspartner, som får de varmeste anbefalinger med på vejen.
Marie Herborg Krogh, forhåndværende projektleder på det vilde problem om unges mentale sundhed og trivsel
Vil du vide mere? Så ræk ud til Vigdis
Detaljer
Unges mentale sundhed og trivsel
De Vilde Problemer
Magistratsafdelingen for Børn og Unge
2023-2024
Cases kategorier
-
Brugervenlighed
(4) -
Byudvikling
(2) -
De Vilde Problemer
(6) -
Digitalisering og teknologi
(2) -
Innovationskapacitet
(10) -
Klima og miljø
(5)